Fra FRYGT til KÆRLIGHED!
At leve i FRYGT!
Eller at leve i KÆRLIGHED!
Hvordan lever du?
Lad mig fortælle dig om en situation, jeg lige har været i.
Og hvad jeg valgte.
Vi går lige lidt tid tilbage til en dag i sidste uge, hvor jeg modtog svar på min mammografiscreening.
Svaret var, at de gerne ville se mig til endnu en undersøgelse. Og det kunne der være forskellige årsager til.
WTF!!
Den havde jeg ikke set komme. Men ok, jeg tager afsted, for det skal da tjekkes.
Da jeg mødte ind på Ringsted Sygehus tirsdag morgen havde jeg i en uge været ekstra vågen og opmærksom på mine tanker og på min krop. Om hvornår jeg var rolig og hvornår jeg røg ind i frygt-tanker. For jeg havde besluttet mig, at jeg ikke ville bruge min uge på at bekymre mig om noget, jeg ikke kunne forandre alligevel. Jeg valgte også at bruge denne uge på refleksioner om, hvordan jeg er i livet. Og at bruge ugen som en test på, hvordan jeg håndterer en presset situation. Jeg var simpelthen nysgerrig på om alt det jeg har integreret, virkelig ville virke i sådan en situation eller om krybdyrhjernen ville overtage.
Jeg bliver kaldt ind i rummet til endnu en mammografiscreening af en sød radiograf. Kurt (min kæreste) må ikke komme med ind pga. røntgenstrålerne. Hun fortæller mig, at det kun er højre bryst, der skal røntgenfotograferes. Der er noget, de skal kigge nærmere på. Hun tager 3 billeder.
Jeg sætter mig ud igen og venter på lægen. Her bliver jeg nervøs. Kurt og jeg krammer, taler lidt og vi bliver kaldt ind til ultralydscanning. En sød læge kommer ind, fortæller om hvad der skal ske og om vi vil kigge med på skærmen. Ja tak gerne. Han er meget omhyggelig. Undersøger både venstre og højre bryst og armhule. Og fortæller undervejs om det han ser.
Du har små vandcyster i venstre bryst. Det ser helt normalt ud. Godt. Og højre. Der har du også vandcyster. Og én af dem er stor. Og det er den, vi ville kigge nærmere på, da vi ikke var sikre på, hvad det var. Men det er bare en vandcyste. Helt normalt.
Så jeg har ikke brystkræft? Nej, det har du ikke.
Jeg måtte høre det en gang til.
Så jeg har ikke brystkræft? Nej, det har du ikke.
Jeg blev så rørt. Havde lyst til at stortude. Men der kom kun få pip ud af mig.
Han fortalte, at han kunne tømme vandcysten (den ville på et tidspunkt selv forsvinde), men jeg kunne få den fjernet nu...og jeg takkede ja og bagefter tog de et røntgenbillede mere og ja, den var nu væk og vi var færdige.
Jeg takkede dem begge og smilede stort og da vi kom ud til bilen, måtte jeg bare råbe højt hurra og danse en hurra-dans.
Jeg er lettet.
Og jeg er glad.
Og nu til mine refleksioner i ugen op til undersøgelsen.
Allerførst opdagede jeg, at alt det jeg har integreret, det virker. Det forsvinder ikke, selv om jeg er i en presset situation. Ja jeg brugte mere energi end jeg plejer på at være i balance, men hvor var det godt for mig. Mine følelser var velkomne, men det var mig, der styrede dem og ikke omvendt. Og hver gang en frygt-tanke kom forbi, valgte jeg bevidst ikke at give den energi.
Jeg blev så opmærksom på, hvad jeg giver opmærksomhed. Om det er noget positivt eller negativt, så kan jeg selv vælge. Hver gang. Der var flere gange i ugens forløb, hvor jeg sagde, det her vil jeg ikke bruge energi på. Eller det her vil jeg gerne bruge energi på.
En af gaverne i denne situation er, at jeg er blevet endnu mere skarp på, hvad jeg vil bruge min energi på...og ved du hvad. Livet giver os udfordringer og sorger. Det kan vi ikke undgå. Det handler om, hvordan jeg møder dem.
Livet giver os heldigvis også lethed og glæde. Positivitet. Kærlighed.
Og jeg kan vælge, hvad jeg fokuserer på. Og det jeg fokuserer på, det vokser.
Og jeg vil fokusere på kærligheden og taknemmeligheden.
Efter undersøgelsen gik Kurt og jeg på toilettet sammen. Og jeg kiggede på mig selv i spejlet. Og sagde smilende: “du skal ikke dø”...og så grinede vi...for jo, jeg skal jo dø en dag...
Men alle de andre dage, skal jeg LEVE!!
I KÆRLIGHED!!
PS! Denne fortælling fra mit levede liv kan du bruge i alle situationer. Hver dag. Hver minut.
Hvad vælger DU?
FRYGT eller KÆRLIGHED?
0 kommentarer
Skriv en kommentar